Krav til taxistøj i natperioden

Krav til taxistøj i natperioden


For at komme til og fra start- og landingsbanerne kører flyene for egen kraft på de såkaldte taxiveje. Dette kaldes taxikørsel. Denne taxikørsel er kilde til støj, fordi flyet bruger en eller flere af sine motorer. Der kan være stor forskel på støjen fra taxikørsel alt efter om der er tale om et jetfly eller et propelfly. 

Af samme grund som der er krav til støjniveauet fra starter og landinger i natperioden, er der i lufthavnens miljøgodkendelse af støj fra flytrafik et krav til maksimal støj fra taxikørsel med fly på rulleveje og baner. Flyene må i natperioden mellem klokken 23.00 og 06.00 ikke overskride en række støjgrænser fastlagt af myndighederne. Som kontrol af støjgrænserne skal CPH hvert 3. år beregne den maksimale støj fra årets taxikørsel i natperioden. 

Den sidste kortlægning blev lavet i 2024. Den viste beregningerne af støjens maksimalværdi fra flyenes kørsel mellem terminalerne og landingsbanerne (taxikørsel) i natperioden mellem klokken 23.00 og 06.00 i 2024.

Støjens natmaksimalværdi fra taxikørsel i 2024, som er vist nedenfor, er sammenlignet med støjgrænserne i miljøgodkendelsen, som er vist til højre. 

Sammenligningen viser, at hele natmaksimalværdikurven LAmax = 70 dB for 2024 ligger indenfor den tilsvarende kurve i lufthavnens miljøgodkendelse, se bilag 10. Eneste undtagelse er området langs bane 22R ned til taxivej A10. Forskellen kan forklares ved, at der i beregningsforudsætningerne for de støjberegninger, der ligger til grund for vilkåret for taxistøj i miljøgodkendelsen, ikke forekommer starter på bane 04L, svarende til normalsituationen. I 2024 forekom der dog 8 starter i tidsperioden kl. 23-06 på bane 04L i de tre mest trafikerede måneder (juni, juli og august). Ud af disse 8 starter var der en start med flytypen A306, en med flytypen B752F og en med flytypen B738, hvilken var de mest støjende i forhold til maksimalniveauet.

Miljøgodkendelsens grænseværdi på 70 dB i boligområderne er ikke overskredet, på trods af den ovennævnte beskrevne forskel mellem 2024-beregningen og miljøgodkendelsens beregningsforudsætning.

FORCE Technology har foretaget taxistøjberegningerne med rapporten ”CPH - Beregning af flystøjbelastning i 2024”, der også indeholder støjkortlægningen af flytrafikken i 2024,  DANAK-nr. 100/3207. Se rapporten her.

Nedenfor er vist støjens maksimalværdi fra taxikørsel i 2024


Støjgrænser for den maksimale taxistøj i natperioden. 
Det maksimale A-vægtede lydtrykniveau LAmax fra taxikørsel.