Det er et krav i lufthavnens miljøgodkendelse af støj fra flytrafik, at der hvert 3. år skal foretages en støjkortlægning af flytrafikken.
Den sidste kortlægning blev lavet i 2025. Den viste støjbelastning fra starter, landinger og flyenes taxikørsel i 2024. Støjkortlægningen skal dokumentere, at CPH lever op til grænserne for belastningen med flystøj i områderne omkring Københavns Lufthavn.
Ifølge Miljøstyrelsens vejledning for flystøj (vejl. Nr 5, 1994 Støj fra flyvepladser) skal støjbelastningen beregnes for de tre mest trafikerede måneder i året. I 2024 var det månederne juni, juli og august.
Støjbelastningen fra flytrafikken i 2024 viser, at støjbelastningskurven LDEN = 65 dB (sorte kurve), ligger indenfor den tilsvarende støjbelastningskurve i lufthavnens miljøgodkendelse (røde kurve).
Forskellen mellem støjkurven LDEN = 65 dB for 2024 og den tilsvarende støjbelastningskurve i miljøgodkendelsen varierer i områderne rundt om lufthavnen, men i forhold til miljøgodkendelsen er støjbelastningen i 2024 reduceret med ca. 4-11 dB(A) i områderne udenfor lufthavnens areal. Det er i områderne sydøst for lufthavnen (Dragør og Store Magleby), at reduktionen er størst. Forklaringen på dette er at bane 04R, af meteorologiske årsager, blev benyttet mindre i de tre beregningsmåneder end normalt.
FORCE Technology har foretaget LDEN beregningerne med rapporten ”CPH - beregning af flystøjbelastning i 2024”, DANAK-nr. 100/3207, se den her.
TDENL beregningen for 2024 viser tilsvarende som LDEN-beregningen, at støjbelastningen er mindre end miljøgodkendelsens grænse for støjbelastningen, se afsnittet "Krav til den årlige samlede støjbelastning".
Læs mere om støjbelastningen i 2024 i CPH - Årsrapport om flystøj i 2024.